Billede: Kristus ind i det budhistiske hjul 

                                                 Foto: Kirsten Nørgård

 

------

Kristen bøn (ved mig)

Kristen bøn inkluderer hele mennesket: krop, sjæl og ånd

Ofte er den kristnes liv blevet præget af dualisme, d.v.s. en modsætning mellem sjæl og legeme, mellem psyke og krop. Dette er ikke bibelsk og ikke i tråd med den kristne tro.

I dag har vi et spændingsfelt mellem det kristne helhedssyn på  mennesket og nyåndelig dualistisk indstilling.

"Bøn i bevægelse" som jeg mødte den beskrevet i "Kroppen skal være med i bønnen" (ses på denne hjemmeside) finder jeg meget relevant i dag som et godt svar på tidens spørgen efter krop, og på tidens tendens til at søge den perfekte krop. I den form bliver Gud inviteret ind i hele den bedendes person, med en aktiv og integrerende måde at inddrage kroppen på, og hvor afspænding ikke skal forstås passiviserende og derved sårbargørende.

Men des dybere, jeg kommer ind i emnet, hvor teknikker fra andre trossystemer er blevet inddraget og brugt, des stærkere møder problemstillinger mig, som afføder spørgsmål at finde svar på:

- I hvor høj grad har en moderne vestlig budhistisk, antik græsk filosofisk påvirkning, eller anden ny tro indflydelse på det generelle terapeutiske syn, og dermed kropssyn, på den generelle forståelse i dagens Danmark?

- Hvordan er indflydelsen i givet tilfælde? - dualistisk? - svækket fokus på en gudsrelation? - stærkt fokus på en perfekt krop? - stærkt fokus på success for kroppen, for livet? - stærkt fokus på afslapning? - stærkt fokus på rensning af sindet for negative tanker? - stærkt fokus på at elske sig selv? - Andet? - ?

---

10-10-2013

Overvejelse om brug af centrerende bøn eller en anden teknik, psykisk eller fysisk - (under redigering og nærmere præcisering)

Jeg mener, at det på grund af det komplekse psykiske landskab med mange faldgruber - og også kropslige landskab med faldgruber - ikke er nok at bruge hjælpeord eller beroligende stilling/bevægelse ind i en meditation, som kan pege i forskellige retninger, såsom "glæde" eller nærværsøvelse. Derimod ser jeg Jesusbønnen, Hjertebønnen, og betragtning af Kristus,  som meget centralt, med direkte fokus på Gud, ved hjælp af tekst, ord eller billeder. Her kobler jeg undertiden kroppen på, dvs lader kroppen som en del af mig være i bønnnen, kobling af krop også som bevægelse (antropologisk og socialt) og ord om Gud, til levendegørelse af hele mig. Derved går jeg udenom en indledende teknik, kropslig eller psykisk,  som vej ind til Gud, fordi Gud/Jesus er tydeligt fokus som udgangspunkt i meditationen, og deraf følger en formning/levendegøring fra Gud/Jesus- i tilgivelse eller nærvær, som formgiver, hvor det ikke er opnået gennem en teknik som vej til Gud.

--------------------------------------------

Krop i tiden

I dag er der meget fokus på:

godt udseende, maksimal sundhed, sportslige præstationer, personlig gennemslagskraft

Hvad ønsker vi os mest?

- en perfekt og harmonisk krop, der stresses af at bygge sig selv op og skaffe plads til sig selv?

- eller en mobil og levende krop, der - trods fejl og mangler - har overskud til at møde den omskiftelige verden?

 

--------------------------------------------------------------------

Skrevet i Ikon, Ikons blad

Omsorg, behandling og selvudvikling
af Birgit Urd Andersen (skrevet for en årrække siden i bladet Ikon under tema krop)

Den gamle kristne kultur har naturligt indeholdt omsorg for medmennesker i form af samtaler, en arm omkring skulderen, trøstende omfavnelser, beroligende berøring, bøn, praktisk hjælp, lægehjælp, mad, evangelisering og “skub” til at komme videre i livet på trods af trængsler.

Kulturen i Danmark udtrykker i dag i vid udstrækning kritik af kirken som en kirke, der mangler omsorg som netop beskrevet. Kritikken er måske i større eller mindre omfang en uberettiget kritik. Men det er nødvendigt at forholde sig til den kendsgerning, at mange har den opfattelse.

Selvudvikling/personlig udvikling er derimod et fremtrædende og populært begreb i vores kultur i dag. Selvudvikling/personlig udvikling indebærer ofte brug af kropslige behandlingsformer og har ofte et nyreligiøst teoretisk fundament. Men er det nu også godt for kroppen og mennesket, hvad der sker i de nyreligiøst funderede behandlingsformer?


Frigørelse eller ødelæggelse?


Som fysioterapeut har jeg gjort mig mange overvejelser over de tilbud, mennesker får fra selvudviklingsmiljøerne. Overvejelserne går bl.a. på, om den megen tale om opløsning af spændinger og øgede ressourcer reelt betyder frigørelse - eller om der i virkeligheden er tale om ødelæggelse af menneskets ressourcer? Men overvejelserne er også gået på, om behandlerne i selvudviklingsmiljøerne er tilstrækkeligt dygtige til at vurdere kroppens tilstand, så de kan give den rigtige behandling.

Massage opfattes generelt som et effektivt middel til øgede ressourcer og større livskvalitet. Det kán være tilfældet, men ret ofte fører massage tværtimod til en grundlæggende spændingsnedsættelse i musklerne i hele kroppen eller dele af den, f.eks. benene. Samtidig kan der opstå forskellige andre symptomer, f.eks. en dårlig stabilitet i liggende, siddende og stående stillinger. Hvis det menneske, der behandles, i forvejen har spændingsnedsættelse i musklerne, dårlig stabilitet eller andre symptomer på svage ressourcer er der en stor risiko for, at massagen fører til initiativløshed og manglende fysisk og psykisk modstandskraft mod “livets skub” samtidig med en forværring af de konkrete fysiske symptomer.

Det er derfor så vigtigt, at behandleren er i stand til at vurdere et menneskes tilstand korrekt. Nogle personer kan udadtil virke sprudlende eller på anden måde positive, men en korrekt undersøgelse kan vise, at det pågældende menneske faktisk har en stor ressourcesvaghed og manglende integritet, og behandlingen skal indrettes derefter.

Mange behandlingssystemer, autoriserede såvel som uautoriserede, bruger massage. En del massage bruges som indgangsport til selvudvikling i mere eller mindre religiøst regi. Bruges massagen uden konkret vurdering af personens tilstand, kan den derfor komme til at ødelægge personens ressourcer, således at den psykiske/fysiske modstandskraft over for påvirkninger nedsættes. Massage kan derfor uden personens bevidste ønske blive et redskab til ændring af religiøs opfattelse og syn på tilværelsen.


Initiativløshed og manglende modstandskraft

Fysisk træning opfattes i vores kultur generelt som godt - “jo mere jo bedre“. Men også her kan resultatet blive initiativløshed og manglende modstandskraft mod “ livets skub “ som beskrevet ovenfor. En toptrænet elitegymnast kan ved en nærmere undersøgelse vise sig absolut ikke at have styr på sit eget liv. Musklerne kan vise lav spænding - trods styrken, og stabiliteten kan være elendig i kroppen i væsentlige livssituationer - trods mestringen af cyklen eller skiene, og trods udøverens subjektive følelse af at have kontrol over situationen.

Forventningen i vores kultur er, at selvfølgelig har massage og træning god virkning - hvilket det da også ofte har. Ligeledes er der en stærk formodning om, at det kun kan være godt at løse op for gamle traumer, f.eks. gennem massage, så man kan blive frigjort til at blive sig selv og blive det stærke, dygtige og spændende menneske, man egentlig er. Der er en generel tendens til at mene, at forandring skal der til, men man lukker øjnene for den mulighed, at en forandring kan føre til noget dårligere i stedet for noget bedre, samt at det, der er godt for én person, ikke nødvendigvis er godt for en anden.


En forsvarlig massagepraksis

Disse holdninger kan medføre behandlinger med katastrofale følger. Skal man arbejde forsvarligt med massage, er der nogle områder, der skal være i orden:

  • respekt for det enkelte menneske og hvad det står for person ligt, socialt, politisk og religiøst
  • en grundig vurdering af det enkelte menneskes kropslige tilstand, personens motivation og andre parametre

...alt sammen for at undgå at nedsætte den pågældende persons ressourcer, hvorved personen mister hold på sit eget liv.

Viden og færdigheder af denne art kræver uddannelse i kroppens anatomi og funktioner af langt større omfang, end de fleste kurser og uddannelser i massage rundt om i landet byder på. Personligt kender jeg kun til én uddannelse, der kan rumme alle disse vurderinger, og det er fysioterapi suppleret med fysioterapikurser i den norske psykomotoriske tradition.


Hvad gør vi i kirken?


Det er min opfattelse, at omsorg for hinanden er den bedste forebyggelse mod et behandlingsbehov. Diakoni, som betyder tjeneste for andre, har altid været en del af kirkens tradition, og hvis vi tager menighedens fællesskab alvorligt, vil meget være nået. Et håndtryk og et direkte blik i en hilsen kan bevirke, at en person virkelig føler sig set og eksisterende, og derved får øget sine ressourcer både psykisk og fysisk.

Men hvad gør vi i kirken, når mennesker spørger efter massage og afspænding? Når problemerne er blevet så store, at menneskeligt nærvær ikke er nok? Omsorg i kristent regi bør efter min mening (indtil videre) afholde sig fra at inddrage egentlige behandlingsformer, fordi de kræver en ordentlig uddannelse for at undgå at nedsætte menneskets ressourcer og undgå fysiske, psykiske og religiøse overgreb.

Men er det urealistisk at forestille sig, at der i kirkeligt regi kunne udvikles en forsvarlig massageform, der bevarede og styrkede menneskets ressourcer, så det virkeligt blev sat fri til tjeneste for andre?
Kunne det være en ny opgave for de kirkelige, diakonale institutioner?

Som fysioterapeut har jeg arbejdet i psykoterapeutiske teams i en årrække og har her fundet det vigtigt og muligt at vurdere kroppen præcist i forhold til ressourcer, til personlig integritet og til personens egen indstilling til livet religiøst, politisk, socialt - og jeg har brugt vurderingerne i behandlerteamet på lige fod med de øvrige behandleres vurderinger. Undertiden har den kropslige vurdering været den vurdering, der først viste en klients fastlåsning eller som først viste tab af kontrol. Ligeledes har det gang på gang vist sig umuligt at komme videre psykologisk, før en specifik kropslig behandling havde fundet sted. Derfor undrer det mig, at vi ikke hverken i det offentlige behandlingssystem eller i den kirkelige diakoni er kommet længere med kroppens betydning i behandling af mennesker.

Der ligger et stort arbejde foran os. Hvordan forholder vi os i vores diakonale systemer til sammenhængen mellem menneskets psykiske og fysiske dimensioner? Hvordan bruger vi denne sammenhæng? Hvordan respekterer vi den? Mon det kan blive nødvendigt at dobbelt-uddanne behandlere for at kunne behandle klienter fysisk og psykisk kvalificeret? Eller triple-uddanne for også at kunne rumme de sjælelige dimensioner?

------------------

Kroppen er Guds skaberværk

Jeremias 18 v.6 :

Da kom Herrens ord til mig: Kan jeg ikke gøre med jer, Israels Hus, som denne pottemager gør? siger Herren. Som leret i Pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels Hus.

 

Kroppen er som et mange-mange-strenget instrument. Alt i kroppen spiller sammen indeni kroppen og med verden og andre mennesker udenfor kroppen. Den er fantastisk sammensat af mange organer, skelet, muskler, hjerte, lever, åndedræt, tarmsystem, nervesystem, hud, osv. Muskler og nervebaner sørger for, at skelettet kan bevæges. Åndedrættet sørger for en uafbrudt tilførsel af ilt og fraførsel af kuldioxyd til kroppens forbrænding af energi, så musklerne kan arbejde for at holde sit menneske oprejst, gående, hvilende, siddende, gestikulerende, og så hjernen kan grunde over livet og tage beslutninger for sit menneskes liv og færden, gerne efter at have sat øjenmusklerne i arbejde med at styre øjnene hen over linierne i Bibelen for at lære om sin relation til Gud, og hvad Gud vil med sit menneske.

Huden er det største organ. Den er menneskets kontaktflade til verden og andre mennesker, den beskytter kroppen, holder varmen, regulerer temperaturen gennem sved og varmestråling, rører ved andre mennesker, bliver selv rørt ved, modtager eller afviser berøring fra andre mennesker ved at reagere på forskellig måde, klamsved, røde knopper, varme og behagelighed, strittende hår, med andre ord som vred eller glad hud. Kroppen giver og modtager signaler på også andre måder end ved at få mavepine af angst eller ved at hoppe og springe af bare glæde.

Kommunikation. Det er et sådant komplekst levende menneske, man som terapeut rører ved, når man undersøger eller giver massage. Det er et levende menneske, som har utallige måder at kommunikere på. Ofte er vi ikke bevidste om de mange informationer, vi sender og modtager gennem kroppens reaktioner. Derved bliver det en meget mangelfuld kommunikation med tab af mange oplysninger, og mødet mellem to personer kan i værste fald betyde, at det reelt slet ikke er noget møde! Hvis der ovenikøbet er tale om et møde mellem en klient og en terapeut, kan terapeuten gå glip af meget væsentlige oplysninger om klienten, og klienten kan få en forfejlet behandling eller føle sig ikke-mødt.

Massage er et meget vigtigt emne i denne sammenhæng. Den påvirker meget store organer, nemlig muskler og hud. Når muskler og hud ikke bliver forstået på deres signaler, vil hjernen og nervesystemet måske blive ved at sende signaler til hud og muskler om at fortsætte reaktionerne, som i værste fald kan føre til mere permanente forandringer, f.eks. at en klient får udslet, eller spænder muskler mere op uden at kunne slappe af, eller bliver opgivende og ressourcesvag med den konsekvens, at musklerne bliver underspændte med celleforandringer og føles hævede.

Oplevelsen af ikke at blive mødt kan gøre en klient stædig ved at blive en "stivnakke", eller give dårlig balance, fordi han mister "fodfæste", eller blive ukoordineret på grund af den dårlige kommunikation. En dårlig balance kan medføre skader, og så kører det på den måde i ring.

Omstilbarhed. Mødet med andre mennesker og verden er uendeligt varieret, faktisk kan man aldrig vide, hvordan en situation udvikler sig, hvordan en anden person vil reagere, og hvordan man selv vil reagere. Det betyder, at det er vigtigt, at kroppen kan omstille sig til konstant nye og måske uventede situationer, at kroppen har en god omstilbarhed, og at den har en stabilitet i sig selv, så den har udgangspunkt for mange forskellige bevægelser, som hver ny situation kræver.

Stabilitet er en meget væsentlig faktor, som ikke kun skal forstås som det at kunne stå godt på sine fødder, det er et bredere begreb end grounding. Mennesket har ikke kun brug for god kontakt med jorden, som det står og går på, men har også brug for stabilitet i sin egen krop som base for den store mobilitet, som et menneske er skabt med. En dårlig stabilitet i kroppen kan kræve en grundig undersøgelse for at blive afdækket, men det er vigtigt.

Bibelen lærer os at vandre årvågent med Gud. At vandre - eller leve - årvågent med Gud kan vi bedst, hvis vi har kroppen godt med, at vi åndeligt, psykisk og fysisk er nogenlunde integrerede som personer.

Bibelen lærer os ikke, at vi skal være på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, eller bevæge os på en bestemt måde. Den fortæller ikke, at der er en bestemt perfekt model, som vi bør efterstræbe at ligne. Vi lærer, at vi skal vandre årvågent med Gud, og dermed også, at vi skal leve med vor næste i kærlighed. Den der må leve med fejl og mangler i sin krop kan også vandre årvågent med Gud.

Frelsen får vi ved Guds nåde, men vi kan arbejde med på helliggørelse.

 

birgiturd@birgiturd.dk

www.birgiturd.dk